• +45 60 56 30 17
  • morten.faudel@plantningsselskabet.dk

Jubilæumstale: Plantningsselskabet Sønderjylland 100 år

Jubilæumstale: Plantningsselskabet Sønderjylland 100 år

Ved Henrik Becker-Christensen

Allerførst et stort tillykke til dagens fødselsdagsbarn.

100 år – det er jo en betragtelig alder – ikke kun i et menneskeliv, men også for en erhvervsvirksomhed. For begge gælder det, at det er de færreste, der når denne anseelige alder. Men i modsætning til den 100-årrige mand eller kvinde, hvor alderen nok kan begynde at trykke, er det ikke tilfældet med dagens fødselar, der er ”still going strong”.

Vi er her i dag to historikere, som har fået til opgave at krydre aftenen med et – kort – fagligt bidrag. Carsten Porskrog Rasmussen er den store kender af Plantningsselskabets historie – og forfatter til jubilæumsbogen. Det vil vi høre mere om lidt.

Jeg vil i mit indlæg give en kort skildring af, hvordan verden så ud på disse kanter for 100 år siden ved oprettelsen af Plantningsselskabet. Jeg tænker her på Sønderjylland i genforeningsårene 1918-1920 og hvilke udfordringer man stod over for i de følgende år rent samfundsmæssigt.

For man kan jo roligt konstatere, at Plantningsselskabet Sønderjylland var på forkant med udviklingen, da det blev oprettet i oktober 1919. Det var endnu i den tyske tid – ét år efter afslutningen af 1. verdenskrig, og det var før genforeningen fandt sted det følgende år.

På det tidspunkt var terningerne allerede kastet, efter at Tyskland i sommeren 1919 havde underskrevet Versaillestraktaten. Dermed var det også sikkert, at der ville blive afholdt to folkeafstemninger her hos os – to folkeafstemninger der skulle afgøre hvor den fremtidige grænse mellem Danmark og Tyskland skulle gå.

Hvor grænsen skulle gå, var der imidlertid dengang meget delte meninger om.

At der i efteråret 1918 overhovedet blev tale om en grænseflytning – og at den ikke længere ville komme til at ligge ved Kongeåen, var kommet som et chok for den tysksindede befolkning. Her krævede man efter mange indbyrdes stridigheder, at det kun var områder med 2/3 dansk flertal, som skulle afstås til Danmark, og at der skulle være lige store mindretal på hver side af den nye grænse.

Det blev forkastet af den tyske rigsregering i Berlin. Den ville til gengæld kun have én afstemningszone – omtrent svarende til det nuværende Sønderjylland, men nord om Tønder og Højer, så de under alle omstændigheder forblev ved Tyskland. Og afstemningen skulle være ”kommunevis”, det vil sige, at grænsen først skulle drages efter man havde set de lokale afstemningsresultater.

I den danske lejr, var der i starten stort set enighed. Næsten alle gik ind for den resolution, som Vælgerforeningen for Nordslesvig havde vedtaget den 17. november 1918 på Folkehjem i Aabenraa. Det var her man krævede en folkeafstemning i det der blev til 1. zone – svarende til det nuværende Sønderjylland, hvor flertallet skulle afgøre landsdelens tilhørsforhold. Og samtidig blev der åbnet mulighed for en afstemning i den nordlige del af det nuværende Sydslesvig. Det blev også den danske regerings politik og i sidste ende en del af Versaillestraktaten.

Men undervejs opstod der en dyb dansk splittelse – både i Danmark og i Sønderjylland. Ved siden af den officielle danske holdning, som jeg kort har nævnt, var der en lille men slagkraftig gruppe, der ønskede en grænse ved Dannevirke og ned til Tønning. Andre ønskede at Flensborg ”kom hjem” – som det dengang hed – under alle omstændigheder, uanset afstemningsresultatet her.

Det var situationen i efteråret 1919, da Plantningsselskabet Sønderjylland blev oprettet. Intet var altså afgjort endnu.

Man kan derfor sige, at det var på forventet efterbevilling med en satsning på, at det nuværende Sønderjylland ville blive en del af Danmark. Men det var en sikker satsning og – som Hr. Møller ville have sagt det – et udtryk for ”rettidig omhu”.

Ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 stemte 75 % i 1. zone for tilslutning til Danmark. I anden zone – syd for den nuværende grænse – gik det lige modsat. Her stemte 80 % for at forblive ved Tyskland. Det var på det grundlag, at de allierede fastlagde den nye dansk tyske grænse, som vi kender den i dag.

Det er – skal jeg tilføje – en grænse, som vi kan være stolte af. Den er ikke et udtryk for den såkaldte ”historiske ret”, hvor hver part, afhængig af styrke, kan blive ved med at bekrige den anden. Det er i stedet et andet princip, der ligger til grund for grænsen: den nationale selvbestemmelsesret, hvor den pågældende befolkning selv med stemmesedlen i hånd er med til at afgøre, hvor grænsen skal gå. Altså en demokratisk beslutning.

Det var en følge heraf, at Christian 10. den 10. juli 1920 kunne ride over den gamle Kongeågrænse nord for Christiansfeld på en hvid hest og dermed blive et symbol på genforeningen.

Jeg kan huske tilbage i 1980’erne, at Jydske Tidende og Vestkysten, som de dengang hed, i agurketiden kunne debattere, om den hest nu var helt hvid. Og når det emne så var udtømt, hvor hesten ligger begravet. Det sidstnævnte ved man godt. Og jeg har siden af fagfolk fået at vide, at hesten var hvid. Så sig ikke noget andet.

Men tilbage til Plantningsselskabets barndom i begyndelsen af 1920’erne. Hvordan var den omverden, som selskabet blev oprettet i? Ja, vi kan roligt slå fast, at det var et helt andet Sønderjylland, end det vi kender i dag.

Det er her værd at minde om en folketingsdebat i 1921, hvor den daværende udenrigsminister Harald Scavenius, udtalte at: ”Det at flytte en grænse er noget nær det samme som at skære i et levende legeme. Den foretagne operation smerter længe. Mangfoldige økonomiske bånd er blevet overskåret, ligesom i flere tilfælde kommuner er blevet delt.”

Størst følger fik operationen for Nordslesvig – altså Sønderjylland, hvor der i samfundsmæssig henseende – for at blive i billedet – skete en transplantation med kongeriget. Jeg vil give nogle eksempler herpå:

Vi er i dag vant til – eller blevet vænnet til, at der kun er 4 kommuner i Sønderjylland. Før strukturreformen i 2007 var der 23 kommuner. Men det tal blegner jo noget når vi går tilbage til 1920, hvor der her i Sønderjylland var – siger og skriver – 384 preussiske landkommuner og 16 godsdistrikter. De blev i begyndelsen af 1920’erne sammenlagt til 124 danske sognekommuner. Hertil skal så lægges 5 såkaldte ”flækker” – en mellemting mellem landsby og købstad – Højer var en af dem – og så de 4 købstæder: Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa.

Jeg kan som et kuriosum nævne, at Tønder by på tærsklen til genforeningen i 1920 ikke var en samlet kommune, men bestod af to kommuner, idet området omkring museet og det nuværende rådhus udgjorde en kommune for sig og dengang hed: ”Tønder Slots- og Frigrund”. Det var ikke nogen stor kommune. Der var 17 boliger og 120 indbyggere.

Det ville jo have været naturligt i 1920 at lægge denne sydlige del af Tønder sammen med den øvrige by. Men det skete ikke. I stedet kom området til at indgå i det nyoprettede ”Tønder Landsogn”. Det var først i 1933 at det blev indlemmet i Tønder kommune og at Tønder dermed – så at sige – blev en hel by. 

Der var altså – kort sagt – dengang en anden administrativ virkelighed, end den vi kender det i dag.

Det samme gælder infrastrukturen.

Mens der i den tyske tid var sket en stor udbygning af jernbanen, var vejnettet forsømt. Det var et talende vidnesbyrd herom, da amtsvejinspektør Poulsen i 1924 konkluderede, at landevejsnettet i store dele af Sønderjylland så ud som det havde gjort i 1864. Staten forpligtede sig derfor til over en tolvårig periode at sikre en udbygning.

Aftalen blev senere kaldt for ”Den store vejplan”. Hertil kom betydelige udgifter til istandsættelse af de eksisterende veje. Det blev starten på en omfattende modernisering. Efter gennemførelsen af ”den store vejplan” tog man i 1930’erne fat på anlæggelsen af flere nye diagonalveje.

I nogle projekter havde ingeniørerne så at sige den store lineal fremme. Det har aftegnet sig i landskabet som kilometer lange snorlige veje. Det gjaldt bl.a. den såkaldte ”minutvej” mellem Felsted og Aabenraa. Resultatet var, at Sønderjylland i løbet af få årtier fik et meget udbygget vejnet.

Og hvad kørte man så på i 1920? Ja det meste var grusveje – og så var der nogle veje med brolægning. I de følgende år tog man nye former for vejbelægning i brug. Her i Tønder eksperimenterede man i 1920’erne med – som det blev kaldt – ”overtjærede” veje. For at avislæsere kunne forstå, hvad det nu var for noget, blev den nye overflade på vejene sammenlignet med ”linoleum”. Det var dog først i 1933-34, at der kom asfalt til Tønder.

I 1920 var der ikke mange biler. En tælling viser, at den 1. oktober 1921 var der kun 668 personbiler i hele Sønderjylland. I de følgende år skete der så noget, for i september 1937 var man nået op på 3.564 personbiler.

Der var dog fortsat god plads på landevejene. En færdselstælling i august 1939 viste, at der på optællingsstedet i Tønder amt passerede 125 personbiler i gennemsnit hvert døgn. I Haderslev, Sønderborg- og Aabenraa amter var det omtrent det dobbelte.

Blandt de store trafikinvesteringer var også en udbygning af havnene. F.eks. fik Aabenraa et nyt stort havnebassin med en samlet kajlængde på 450 m. Der kom en ny havn ved Mommark på Als og et nyt færgeleje ved Aarøsund til brug for overfarten til Assens.

Derimod blev Tønders gamle havn fyldt op i 1940, da den ikke længere havde nogen praktisk betydning. Den lå der, hvor Hotel Tønderhus i dag er placeret og var ved en kanal forbundet med Vidåen. Et minde om den tidligere maritime storhed er dog bevaret i gadenavnene Skibbroen og Skibbrogade.

Vi er i dag forvænt med, at der kommer strøm ud af stikkontakten – til mange forskellige formål. Det var man ikke, da Plantningsselskabet blev oprettet. Der var nogle små jævnstrømsværker i byerne. På landet var det mere spredt. Mange måtte klare sig med en petroleumslampe eller lignende. Men efter genforeningen blev der sat skub i elektricitetsforsyningen. Her var det helt afgørende, at man i 1922 fik andelsselskabet ”Sønderjyllands Højspændingsværk” op at stå.

Andre tegn på modernisering var udbygningen af vandforsyningen. Mens der i 1925 kun var 10 vandværker i Sønderjylland, var tallet i 1935 vokset til 46.

Her i Tønder mærkede man også de nye tider, da byen blev kloakeret i midten af 1920’erne. I første omgang gik det ud over vandkvaliteten i Vidåen – men det fik man styr på.

I de samme år ændrede landskabet her på egnen også karakter. På grund af de vanskelige afvandingsforhold i marsken kunne der hvert år stå op imod 4.000 ha under vand fra november til maj. Det kunne også ske i våde somre og gav i perioder indtryk af, at Tønder lå på et fremspring i en sø, hvor kun landeveje og jernbanedæmninger ragede op som diger. Derfor var korndyrkning i marsken så godt som udelukket. I anden halvdel af 1920’erne blev der gennemført en storstilet afvanding af marsken med inddigning af åløb, regulering af Vidåen, anlæg af pumpestationer og o. 250 afvandingskanaler. Da arbejdet var afsluttet i 1930, gav det mulighed for udnyttelse af 14.000 ha marskarealer og for bebyggelse udenfor bakkeøer og værfter.

Hertil kom omfattende grundforbedringsarbejder, vandløbsreguleringer, afvanding af enge og moser, plantning af læhegn m.m. Den store entreprenør på dette område var Hedeselskabet, der i 1921 oprettede kontor i Tønder og filialer i Haderslev og Sønderborg. Det arbejdede sammen med Plantningsselskabet Sønderjylland med skovridder Kr. Fromsejer som daglig leder.

Der kunne nævnes meget mere. Men sammenlagt var der tale om en bevidst dansk satsning på at få Sønderjylland op på omgangshøjde med det øvrige land.

På et område kneb det imidlertid – det økonomiske.

Der var i de første årtier ikke megen industri i Sønderjylland. Det kom der reelt først efter 1945 med Danfoss som et af de markante lokomotiver. Men der kom mange andre virksomheder. Også her på Tønderegnen, hvor man fra slutningen af 1950’erne oplevede et sandt industrieventyr. Det er en virkning heraf, som vi nyder godt af her i aften i Ecco Centeret.

Men da Plantningsselskabet Sønderjylland så dagens lys for 100 år siden, var der endnu lang vej.

Dengang var landbruget det absolut bærende erhverv i Sønderjylland.

43 % af befolkningen fik deres udkomme ved landbrug, skovbrug og fiskeri. Og det ændrede sig ikke afgørende i de følgende år. På tærsklen til 2. verdenskrig var andelen kun faldet til 38 %. Det afspejlede sig også i, at hovedparten af befolkningen var bosiddende i landdistrikterne.

Det var derfor meget føleligt, at det sønderjyske landbrug havde – som det hedder på nutidsdansk – store udfordringer i de første årtier efter genforeningen.

Udgangspunktet var her forarmelsen under krigen og de store tab af menneskeliv ved fronten. Genforeningen med Danmark stillede imidlertid også store krav til det sønderjyske landbrug. Det gjaldt ikke kun om at få et nedslidt produktionsapparat på fode igen, men også om at omstille produktionen til eksport af flæsk og smør og det i konkurrence med det øvrige højt specialiserede danske landbrug. Det krævede store investeringer.

Hertil kom betydelige tab i overgangsårene 1918-1920. De gjaldt både de landmænd, der ventede med at veksle deres kontante formuer fra mark til kr., og de landmænd der konverterede deres lån i mark til veksellån i kr. Begge grupper gjorde det i forventning om en stigende markkurs, men det gik lige modsat. Indtægter i mark og udgifter i kr. gjorde det ikke bedre.

Det kan illustreres ved, at mens den gennemsnitlige markkurs i 1918 endnu lå på 57 kr. for 100 mark, var den i begyndelsen af 1921 faldet til knap 9 kr. – altså for 9 kr. kunne man få 100 mark. Ved årets slutning kunne man få 100 mark for 1 kr. og 15 øre. Det blev starten på den tyske hyperinflation, der kom til at præge de to følgende år. I september 1923 kunne man for 1 dansk kr. få 40 mio. mark – og en måned senere 3 milliarder mark. Det ændrede sig så sidst på året – som ved et trylleslag – da Tyskland med internationale garantier i ryggen fik stabiliseret sin valuta. Men det var denne udvikling, som i de første år også var til skade for mange sønderjyske landmænd.

Samtidig faldt landbrugets priser i begyndelsen af 1920’erne med 40 %. Så var der tørke i 1921, for megen regn i 1923 og en grasserende mund- og klovsyge gjorde det heller ikke bedre. Det kunne alt sammen aflæses i gældsætningen.

Og sådan gik det i de følgende år: nogle år lidt bedre, andre år dårligere, indtil verdenskrisen fra 1929 igen bød på store udfordringer – og det ikke mindst for landbruget. Hertil kom arbejdsløshed, tvangsauktioner og meget mere.

Det satte selvsagt også spor i den politiske udvikling her i landsdelen i 1920’erne og 1930’erne – bl.a. med de såkaldte protestbevægelser i form af Selvstyrebevægelsen, Samlingsbevægelsen og LS-bevægelsen. Den sidstnævnte var landsomfattende, men fik størst tilslutning i Sønderjylland, hvor 70 % af alle gårdejere tilsluttede sig Landbrugernes Sammenslutning eller Randersbevægelsen, som den hed i starten.

Oven i disse dønninger kom jo så nye nationale udfordringer mellem dansk og tysk, der blev præget af det tyske mindretals grænserevisionskrav og – fra 1933 – nazismen.

Se sådan kan vi komme langt omkring. Men det er ikke meningen her i aften.

De nævnte forhold viser imidlertid, at det ikke kun var en opgangstid, som Plantningsselskabet Sønderjylland blev født ind i for 100 år siden. Nej. Der var – skal vi sige det diplomatisk – også udfordringer og bump på vejen, som mangen en virksomhed kunne være snublet over. Men sådan gik det ikke her. Alt det vil Karsten Porskrog Rasmussen berette mere om senere i aften.

Men jeg vil gerne slutte mit indlæg med at nævne, at min kone og jeg gennem årene også har nydt godt af en af Plantningsselskabet Sønderjyllands mange plantager. Det er Fårhus Plantage, der sammen med den store statsejede Frøslev Plantage i 19 år – da vi boede i Flensborg – var udgangspunkt for en god spadseretur om søndagen. Så også fra et rekreativt synspunkt har vi meget at sige tak for her i aften.

Med de ord vil jeg gerne ønske et stort tillykke med det flotte jubilæum.

morten.faudel@plantningsselskabet.dk